AdaAdaAda
Ada bevæger sig imellem kunstformer, og indtil videre har hendes praksis inkluderet performativt fotografi, generativ kunst, netkunst, tekst, interaktive installationer samt en live "kunstig intelligens"-performance. I sin kunstpraksis har Ada særligt fokus på hvordan køn, kroppe og menneskelige oplevelser opfattes af computere gennem algoritmer, software og "kunstig intelligens". Derudover trækker hendes værker ofte på hendes egne oplevelser som transperson.
Ada har en kandidat i Interaktionsdesign fra Malmø Universitet, og arbejdede i to år som Head of Tech hos et bæredygtigt tøjfirma inden hun startede sin selvstændige kunstpraksis i 2021. Hun har også været en aktiv del af kunstnergruppen Circuit Circus siden 2015.
Ada kom første gang i kontakt med Snabslanten, da hun fik støtte til at lave en performance under Debutfest 2022. Da hun senere fik mulighed for at blive en del af bevillingsudvalget, var der ingen tvivl om, at hun gerne ville hjælpe med at skabe gode rammer for det københavnske ungekulturliv. Hun lægger især vægt på at skabe god repræsentation af queer og teknologisk kunst.